Klumme: Forbudt begær

De ting man ikke kan få, er dem man begærer mest. Er det derfor vi skal nøjes med Renaults transportmidler, når de faktisk også laver biler, spørger Christian Grau...

Lad os starte med at slå en enkelt ting fast. Der findes biler, og så findes der transportmidler. Biler er sådan nogle firehjulede ting, der ud over at transportere dig også bevæger dig. De gør noget ved dig, får dig til at føle ting. Transportmidler transporterer dig bare.

Nu hvor det er på det rene, kan vi så ikke blive enige om, at Renault altid gemmer det bedste til sig selv og spiser danskerne af med transportmidler? Tag til Frankrig og du vil se heftige Mégane-coupeer og frække Gordini Clio’er køre om kap over lyskrydsene.

Herhjemme ser man kun praktiske Scenic’er, kedelige Clio’er og billige Twingo’er. De sanktionerer os, gør de, men hvorfor? Har vi glemt at sige tak for mad? Har Kurt Vestergaard tegnet en Mégane Cabriolet med bombe i kalechen? Hvad sker der?!?
Nu har jeg tænkt over det hele vejen hjem fra Paris, og jeg tror måske, der ligger en genial marketingplan bag. Er det ikke altid sådan, at de ting, man ikke kan få er dem, man begærer mest? Sådan var det i hvert fald dengang man var barn, og franskmænd har altså en evne til at være barnlige hele livet. Når to voksne mænd skal reddes op af en gletscher, fordi de har forsøgt at køre over nordpolen på bobslæde, så er det også altid franskmænd.

Eller hvad med deres fornærmelse, hvis man ikke taler deres sprog? Øv bøv, så lader jeg da bare som om jeg slet ikke har set, at I sidder på min restaurant og er klar til at bestille. De er barnlige, så nu tror de, at hvis de bare nøjes med at vise os deres sjove biler i mange år, så forbrugsfester vi til den lyse morgen, den dag man rent faktisk kan købe dem.

Kan du se ideen, så hør godt efter: Jeg har lige været i Frankrig på den ultimative forbudt-begær-tur. Jep, jeg er blevet spist af med en sadistisk lille smagsprøve på de rigtig fede Renault’er — bare så frøæderne er sikre på, at jeg vil samle mine folk og spænde mig fast til den lokale Renault-forhandlers indgangsparti, når Gordini endelig kommer til Danmark. Godt tænkt, men også lidt fransk på sådan en hydraulikrørs-agtigt selvsikker måde... ’Allo, de laver også dajlig bil i andre lande, no?

Anyways, jeg var inviteret til Paris for at se nærmere på — og køre i — en af den nylig overståede Paris-udstillings største attraktioner, det mageløse sportsvognskoncept Renault Dezir — en vision så fra langt Renaults virkelighed, at jeg i første omgang var mistænksom, da jeg modtog invitationen. Ligger de nu på lur med den elektriske Kangoo, når man træder hen mod Dezir? Næh nej, så udspekulerede er Renault trods alt heller ikke.
Til gengæld stod de klar med tre friske RS-modeller, bare for at fuldende det sadistiske tema. Og måske også for at give mulighed for faktisk at køre en rigtig bil.

Dezir-konceptet var nemlig (som ventet...) ikke ligefrem klar til at ramme en offentlig vej. I stedet kørte vi et par forsigtige omgange i det lukkede vejnet bag hegnet på Renaults store anlæg syd for Paris. Og her taler vi produktionsanlæg — ikke testanlæg. Små korte vejstumper i hvad der ligner Paris’ svar på industriparken i Ballerup. Fastlåst mellem to uendeligt langsomme Renault Espace og med en nervøs fransk ingeniør i passagersædet, føltes det mere som ledsaget udgang fra Sønder Omme Statsfængsel, end en testkørsel.

På papiret er Dezir en giftig letvægter af en elektrisk sportsvogn. Med blot 830 kilo at slæbe på går den fra 0-100 km/t på fem sekunder, selv om der kun ligger 150 heste i centermotoren. Samtidig kører bilen 180 på toppen og løber først tør for strøm, når triptælleren passerer 160 kilometer. På papiret altså.

På vores prøvetur var den marginalt hurtigere end bagagebåndet i Kastrup Lufthavn — givetvis fordi bilen var udstyret med en omdrejningsbegrænser, men også fordi den slet ikke er færdigudviklet, og i øvrigt aldrig bliver det. Der findes kun dette ene eksemplar, og det er samlet for at se godt ud på podiet i Paris, ikke for at blive kørt med 180 km/t af en ivrig motorjournalist. Allerede ved 20 km/t havde man på fornemmelsen, at den var ved at ryste reservedelene af sig, som en hund der kommer op fra en dukkert. Hertil kommer at interiøret hører til i underholdnings- og ikke i informationsafdelingen. Mens vi holdt og gjorde os klar, viste det iPhone-lignende speedometer en forrygende acceleration op til 130 km/t, og de to monitorer, der gør det ud for bakspejl viste alt andet end udsynet bagud. Sidespejle har bilen slet ikke noget af...

Det lyder alt sammen frygtelig negativt, men tag ikke fejl. Det var en kæmpe oplevelse, at komme helt tæt på bilen og gå ombord i designet. Dezir handler om sanselighed. Det er den første Renault med signatur fra den nye designchef Laurens van der Acker (er det kun mig, der tænker torturkælder, når jeg associerer over det navn?!?). Man får instinktivt lyst til at fortælle alt, hvad man ved på tysk. Manden er i øvrigt hentet hos Mazda, hvor han arbejdede sammen med den nuværende Tesla-designer Franz von Holzhausen (sig de to navne efter hinanden, og du kommer til at tilstå mord, du ikke har begået....).

Men det er et sidespring. Dezir er en vision, et statement om, at nu er der en ny sherif i byen hos Renault, og han ikke har tænkt sig at samle støv bag skrivebordet. Ackers mål er at vække følelser. Vi skal mærke bilerne, og Dezir vækkede både glæde og håb i mig. Det ærgerlige er naturligvis, at bilen ikke bliver til noget. Designelementer fra konceptet vil ses i kommende Renault’er, som for eksempel — den kommende Clio ... hvilket svarer lidt til at påstå, at designelementer fra det Sixtinske Kapel vil gå igen i toiletterne på Hovedbanegården. Anyways, det si’r de om Dezir. Jeg ved bare, at hvis resultatet går hen og bliver en bil, og ikke et transportmiddel, så kommer vi ikke til at køre det i Danmark foreløbig.

Hey apropos, biler vi ikke må køre. De der Gordini’er, de er altså fantastiske. Vi lagde ud med en Clio Gordini RS, bevæbnet med en to-liters sugemotor, der sparker med godt 200 heste lige i centralnervesystenet. Min ledsager lagde ud med at køre den sidelæns gennem en rundkørsel og derpå kåre den til verdens bedste GTI nogensinde. Selv er jeg en forsigtig type, der gerne lige vil køre Cooper S en gang til, før jeg kaster den slags kategoriseringer af mig, men lad os endelig fastslå, at den kører ultra kompetent, og har det mest præcise styretøj og den bedste gearkasse jeg nogensinde har oplevet i en fransk bil.

Med sin korte akselafstand er det samtidig en tryg og pålidelig bil at kaste rundt med — også når ESP’en er slået fra. Twingo Gordini RS var til gengæld en skuffelse, slet ikke nær så kvik og medgørlig, så lad bare den blive i Frankrig, når franskmændene åbner sluserne til de rigtige biler. Mit balkort til forbrugsfesten er bestilt, og der står Clio RS øverst. Så nu mangler vi bare at frøæderne får fingeren ud...