Klumme: Man ejer da sin bil

I dag kan du lease din bil, hvilket flere og flere gør. Men der er også de gamle idioter, som jo ganske enkelt insister på at købe og eje dem

m ganske få år er det et fåtal bilister, der køber deres bil. Altså sådan nogle gamle idioter, der går ind i en fysisk automobilforretning og krejler sig frem til en pris med håndslag, gulvmåtter med i handlen og kontant afregning på stedet. Sådan nogle, som mig selv, med andre ord. Jeg har gennem snart 40 år købt og solgt en del biler. De fleste har jeg bundet en masse penge i halen på — andre har været overraskende gode køb. Og gør vi mit samlede bil-budget op, når lægen (formentlig allerede om 30 år) nægter mig styre-pappet, så havde det muligvis været en bedre deal for mig at have lejet og leaset mig gennem livet.
Men ved du hvad? Jeg får det skidt, bare ved tanken om ikke at eje min bil.

Når garageporten ruller op, og det nyindkøbte dyr funkler i neonlyset, er der sgu’ ikke noget bedre end at nikke bekræftende til det magiske spørgsmål fra svoger: Er det din nye bil? I stedet for at skulle rode sig ud i forklaringer om, at jeg har tegnet en leasingaftale med betingelser, som jeg ikke engang selv begriber hoved og hale på.

For mig er glæden ved en bil ikke bare at køre i den. Jeg vil besidde den. Gøre ved bilen, hvad der passer mig. Skifte fælgene ud, sætte krog på, sænke undervognen — ja, male flammer hen ad siden på den, hvis jeg har lyst. Og tag nu for eksempel de dér 15.000 kilometer, der er begrænsningen i mange leasingaftaler. Sølle 15.000 kilometer om året? Så kunne jeg da lisså godt tage knallerten!

Inderst inde ved jeg da godt, at når jeg kører rigtig mange km i min privatejede bil, så rasler brugtværdien sandsynligvis hurtigere ned, end leasingafgiften på en tilsvarende bil vil stige. Inderst inde ved jeg da også godt, at der allerede er leasingaftaler bag mange af de nyere brugte biler, jeg selv kunne finde på at købe. Og i dybet af min økonomiske indsigt er der også et gran af erkendelse. Det er da godt tænkt med en flex-leasingaftale, hvor du kan opnå en drømmebil og bare betaler afgiften i bidder for de måneder, hvor du rent faktisk bruger bruger bilen.

Det sidste er oven i købet smart — måske især ved sportsvogne og cabrioleter som min egen Boxster, der bare står i garagen halvdelen af året. Og dén bil kører jo slet ikke så mange kilometer, at det kunne genere leasingselskabet. Hvad er i det hele taget forskellen på at lease og afbetale? Havde jeg købt bilen med årevis af afdrag, så er der jo også ejer-forbehold i købskontrakten. Plus en masse andre forhold, som også skal overholdes, når du er afbetalings-bilkøber.

Hvorfor er det så bare, at jeg alligevel tænker: Gad vide, hvor tit en leasingbil bliver håndvasket og -pudset i forhold til en bil, der er privatejet, købt og betalt? Kunne det være det gode, gamle besidder-gen og ejerglæden, der crasher med alle de fancy leasingkonstruktioner? Hvad ville du fx helst købe: Et tidligere udlejningssommerhus eller en velholdt pensionistperle? Ville du vælge en brugt udlejningsbil eller en nedkørt firma-Mondeo frem for en velholdt, én-ejers privatbil? Think not!

Hvis min næste bil bare var et spørgsmål om at forbruge og smide væk som en anden Ikea-sofa, så tror jeg også, at jeg kunne finde på at lease. Hvis min næste bolig bare var et spørgsmål om taget over hovedet, kunne jeg jo også skifte mit egoistiske strandside-hus ud med noget almennyttigt. Hvis jeg bare skulle bruge noget brænde, behøvede jeg vel heller ikke at købe en hel skov. (som jeg også har gjort...).

Samfundsmæssigt ville det sikkert også være bedst, hvis jeg lejede noget mere og oftere skiftede ud: Hele tiden nye biler, mere vækst, gang i hjulene; ikke gemme på noget.

Det er fint nok, at folk erhverver sig en fladskærm, et køleskab og sågar en bil på alle de nye udlejningsmåder. Måske oven i købet fornuftigt. Men jeg føler mig fremmedgjort i forhold til en bil, som jeg ganske vist må køre i, men andre har ejermæssige krav på.
Det er givetvis noget nostalgisk pjat, denne følelse, der får det til at virke forkert på mig ikke at eje mine biler. Men at være bilentusiast — handler det ikke om netop om følelser?